









Glaspusteriet Lofstad
“Jeg har fået en klassisk håndværker uddannelse fra Glasskolen i Orrefors, som jeg er dybt taknemmelig for, og den har fulgt mig videre gennem livet. Jeg arbejder nok meget med stærke klare farver og ting man bliver glad af – men holder også meget af det klare glas og det enkle. Jeg er ubevidst præget af min skolegang i Sverige, det skandinaviske og Orrefors “
Glas er et fantastisk materiale at arbejde med. Håndværket. Glæden – og engang imellem frustrationerne når man arbejder i værkstedet. Koncentrationen man hele tiden skal have når man puster glas. Den kontante afregning du får fra glasset. Behandler du glasset fejl eller er du ukoncentreret bliver det straffet med det samme – og processen lykkes ikke.
Tankerne der flyver og bliver til nye ideer som skal afprøves i glasset. Varmen, det 1100 grader flydende glas, fordybelsen i processen. Dansen med glasset. En våd avis i hånden, som du stryger hen over glasset og former det med. Dit værktøj. Dig. Det færdige glas som sættes i afspændingsovnen. Næste dag kan du tage det afkølede – men stadig lune – glas ud. Holde det i dine hænder og se de rigtige farver som først kommer frem når glasset er afkølet. Det er ren poesi.
Gennem de sidste 10 år har jeg også arbejdet i genbrugsglas. Det opstod ved en tilfældighed – men jeg elskede den farve jeg fik frem i glasset fra første øjeblik. En helt speciel flot blå farve som er meget skandinavisk i udtrykket – og som for hver dag ændre sig. Jeg har været blandt de første der har gjort det her i Danmark – og siden der har vi kun smidt det glas ud som er forurenet af f.eks. små sten og som derfor ikke kan bruges.
Jeg arbejder med glas, fordi det er spændende, kreativt – det er min passion – her er min rette hylde. Glas er mig. Glas er mit liv.
I kan se mere på
Facebook – Glaspusteriet Lofstad
Instagram @glaspusterietlofstad #glaspusterietlofstad
Hjemmesiden hedder: www.glaspusteriet-lofstad.dk
Kontakt oplysninger:
Glaspusteriet Lofstad
Tina Lofstad
Trekronervej 8c
8800 Viborg
Tlf 61397595
Cvr nr 27098576
